Før sommeren udkom en ny rapport fra Ramböll med flere opsigtsvækkende pointer og resultater omkring CO2-besparelser og omkostningseffektivitet ved træbyggeri. Der er undersøgt seks forskellige bygge-cases og set nærmere på klimamæssige og økonomiske fordele ved at skifte traditionelle byggematerialer ud med træ.
Rapporten konkluderer, at der ved at skifte til træ kan spares mellem 12 og 39% på CO2-budgettet. Samtidig peger resultaterne på, at der også er kroner at spare.
“De seks konkrete byggecases, som rapporten tager udgangspunkt i, understreger nok engang det store klimamæssige potentiale i at bygge med træ, men indikerer samtidig, at der også er økonomiske gevinster at hente ved at øge brugen af træ og træbaserede produkter i byggeri i Danmark”, lyder det fra Lauritz Rasmussen, der er sekretariatschef hos foreningen Træ i Byggeriet, på foreningens hjemmeside.
Hos Taasinge Elementer er det ikke en overraskelse, at der er store besparelse på CO2 ved at bygge med træ. Men smilet blev lidt større på Sydfyn, da rapporten samtidig viste, at fire ud af seks cases havde en negativ skyggeprisberegning. At det altså ikke nødvendigvis er dyrere at bygge mere klimavenligt – måske endda tvært imod.
“Det er jo ellers det, nogle stadig tror. At hvis man vælger grønt, vælger man også dyrt. Men rapporten peger på, at der i de fleste tilfælde kan spares penge ved at skifte til træbaserede materialer,” siger Allan Nykær Rosenhøj, salgschef hos Taasinge Elementer.
Konstruktioner har størst CO2-potentiale
Allan Nykær Rosenhøj hæfter sig også ved, at rapporten konkluderer, at den største CO2-gevinst skal findes i at erstatte mere traditionelle byggematerialer som stål og beton i konstruktionerne med noget tilsvarende af træ. Der er også gevinster ved de næste trin, som er gulv, loft, facader og afslutningsvis isolering. Men det første trin omkring konstruktionen viser den største gevinst på CO2-regnskabet.
“Det er vi jo utrolig glade for at læse. Det er jo præcis her, Taasinge Elementer kan hjælpe en bygherre med vores produkter. Vores præfabrikerede træelementer er skabt til at kunne bruges i bærende konstruktioner på forskellige byggerier. Vi har tidligere i dansk byggeri haft for vane kun at bruge stål eller beton, så det er selvfølgelig godt at se, at fem ud af seks cases har den største gevinst ved skiftet i det første trin. Fra traditionelt konstruktions-byggeri til det samme, men med materialer af træ, som jo er det, vi er sat i verden for at levere,” fremhæver Allan Nykær Rosenhøj.
Den ene af de seks cases opnåede en besparelse på hele 31% ved at erstatte stål og beton i bærende konstruktioner med træ.
Rapporten er udarbejdet for Træ i Byggeriet, TMI – Træ- og Møbelindustrien og Dansk Træforening.
Du kan læse rapporten i sin fulde længde her – https://traeibyggeriet.dk/media/wbnl0xm5/rapport_tib_150524_final.pdf