HVIDBJERG STRAND FERIEPARK
BUDGET: 70 MIO.
AFLEVERING: MEDIO 2017
TAASINGE ELEMENTER
Med Vesterhavets brusende bølger som nabo, finder du luksuriøse Hvidbjerg Strand Feriepark. En femstjernet campingplads, hvor du både kan tage på opdagelse i badeland, legeland, wellness-center, et treetagers strandhotel med 24 luksuriøse hotellejligheder og 25 strandvillaer i form af rækkehuse.
Vi har leveret elementer til de 24 luksuriøse hotellejligheder og 25 strandvillaer.
Byggeriet startede først i september 2016 og sluttede midt i juni 2017. Byggeprocessen har derfor været meget kort sat op mod normale byggetider. Det skyldes til dels elementerne fra os af, da de præfabrikerede elementer blev leveret fuldfærdige med beklædning, og dermed kunne man på kort tid lukke det færdige byggeri.
Hvidbjerg Strandhotel med tilhørende strandvillaer er et ud af ti projekter, der som en del af en forsøgsordning har fået dispensation til en placering tæt ved den gældende strandbeskyttelseslinje, som oprindelig blev vedtaget ved lov i 1937.
Den unikke placering har krævet en bygherre med særlige kompetencer. Der skulle både tages højde for arkitekturens æstetiske kvaliteter, men i høj grad også i valget af materialer, der matcher den barske vesterhavsnatur og tåler det hårde klima helt ude ved kysten.
Dertil var der stramme krav til bl.a. stormflodssikring, bygningernes størrelse, højde, placering på grunden, materialer og farveholdning. For selvom havet er den mest vidunderlige nabo, så kan det også blive enhvers boligs mareridt. Inden man kunne etablere byggepladsen, begyndte man at grave ud til hotellet og strandvillaerne, hvortil der blev udført en grundvandssænkning i fire meters dybde. Der er i byggeriets udformning også lavet en dobbeltvæg i kælderen og specielle tætninger af installationsgennemføringer i murene, så vandstigninger kan håndteres.
Centralt i projektet står et treetagers strandhotel med 24 lejligheder, hver med plads til fire personer. Lejlighederne er henholdsvis 50, 52 og 58 kvm – hver fordelt på to værelser, med separat toilet og bad samt et køkken/alrum. Alle værelser har altan, balkon eller terrasse – de øverste med en misundelsesværdig udsigt over havet.
Udvendigt er strandhotellet beklædt med sortmalet trælister. Trælisterne er monteret og malet på vores fabrik, hvor de efterfølgende har fået endnu et lag med en særlig vejrbestanding træbeskyttelse, der er genstridig mod Vesterhavets vind og vejr.
Målet for bebyggelsen var fra starten at skabe boliger, der sammensmelter mellem svundne tiders badehoteller og et nutidigt formsprog med solide materialer, der er valgt i respekt for det naturskønne område. De sorte facader får kontrast af grålakerede trævinduer med sprosser og gennemgående rækker af grå træterrasser. Taget er belagt med kobber, som med tiden vil patinere grønt.
Indvendigt har arkitekterne hentet inspiration fra klassiske badehoteller, hvor hvide træpaneler og stribede tapeter dominerer rummet.
Strandvillaerne har et mere moderne udtryk, med deres halvandet plan og og store glaspartier mod syd. De store glaspartier inviterer den smukke vestkyst helt ind i opholdsområdet. Arkitektfirmaet Vest ønskede at villaerne skulle afspejle det unikke klitlandskab både inde og ude. Ideen er at skabe et miljø, som kommer så tæt på naturen som muligt. Derfor er villaerne blevet indpasset i terrænet, så de ”putter” sig ind mellem klitterne og bliver en så naturlig del af det omkringliggende sommerhusområdet som muligt.
Strandvillaerne er, ligesom hotellet, opført i færdigproducerede facadeelementer beklædt med sortmalede trælister. Der er monteret vinduer i træ/alu fra vores fabrik, og taget er dækket med strå – et materiale, der er tradition for på vestkysten. En markant arkitektonisk detalje er den murede og gråpudsede gennemgående skorsten, som udvendig brydes af en pejs/grill, og indvendig giver plads til en indbygget brændeovn. Hver villa har træterrasse mod både nord og syd, der inviterer til fantastiske sommerdage og langsomme aftener, hvor man kan nyde et dyp i en stor udendørs spa.