Birgitte Clausen, erfaren organisationsudvikler med baggrund fra blandt andet LEGO, Siemens og Velux, skal være med til at omsætte potentiale til vækst hos Taasinge Elementer.
Et udviklingsforløb for ledergruppen i Taasinge Elementer fører nu til, at facilitatoren af forløbet, organisationsudvikler Birgitte Clausen, træder ind i direktionen hos Taasinge Elementer ved siden af adm. direktør Martin Tholstrup.
– Vi er inde i en meget positiv udvikling og er nået til et punkt, hvor der er brug for at styrke ledelsen for at løfte Taasinge Elementer til det næste niveau. Vi har det seneste halve år arbejdet tæt sammen med Birgitte Clausen, og det har fungeret fantastisk godt for begge parter. Birgitte besidder mange af de kompetencer, vi har brug for, og jeg er utroligt glad for, at hun nu bliver en fast del af Taasinge Elementer, siger adm. direktør Martin Tholstrup.
Taasinge Elementer er lige nu undervejs i en omfattende, strategisk proces, der medfører en massiv industrialisering af virksomheden og hele sortimentet af træbaserede løsninger til byggeriet. Sideløbende vokser interessen for at bygge med træ som led i den grønne omstilling. Ansættelsen af Birgitte Clausen skal være med til at sikre, at Taasinge Elementer på alle niveauer er i stand til at gribe mulighederne i et voksende marked for bæredygtige byggeløsninger.
En ultra interessant mulighed
Birgitte Clausen kommer til Taasinge Elementer med omfattende erfaring inden for ledelse, udvikling og organisering fra stillinger i store internationale virksomheder som LEGO, Siemens og Velux.
Siden 2014 har hun drevet egen virksomhed, Struqtures, der tilbyder ledertræning og software til organisationsudvikling. Med beslutningen om at takke ja til et direktørjob hos Taasinge Elementer, træder Birgitte Clausen nu et skridt tilbage i Struqtures og overlader den daglige ledelse og en del af ejerskabet til to kollegaer.
– Jeg havde ikke forudset, at jeg allerede nu skulle træde i baggrunden i min egen virksomhed. Men jeg brænder for forretningsudvikling, og Taasinge Elementer er en ultra interessant mulighed. Vi er kommet tæt på hinanden gennem de seneste måneder og har oplevet et match, som smager af mere, både personligt og værdimæssigt. Og har man bare en lille smule grønt hjerte, er det ikke svært at blive tiltrukket af de muligheder, der ligger i den grønne omstilling for en virksomhed som Taasinge Elementer. Potentialet er kæmpestort, siger Birgitte Clausen.
Todelt ledelse med ligestillede direktører
I den nye direktion vil Martin Tholstrup formelt have titel af administrerende direktør. Men i praksis vil han og Birgitte Clausen være ligestillede direktører uden særskilte ansvarsområder. En todelt ledelse skal give mere kvalificerede beslutninger og bedre forudsætninger for at skabe en vækststærk organisation.
– Vi mener, at vores respektive kompetencer udnyttes bedst i et ligeværdigt samarbejde. Jeg har en dyb indsigt i markedet efter mange år i branchen, mens Birgitte har stor erfaring med ledelse og organisering fra store internationale virksomheder, siger Martin Tholstrup.
Birgitte Clausen tiltræder som direktør hos Taasinge Elementer den 01.06 2022.